Film, fællesskab og forfriskninger

Filmoplevelser er gode at dele!

Derfor holder vi filmaftener i Stalden i Præstegården.

Vi begynder kl. 19.00 med en forfriskning og et lille oplæg om filmen, og bagefter bliver der mulighed for at tale sammen om den. 

Tilbuddet er for alle interesserede og det koster ikke noget at deltage.

La La Land - mandag den 18. september

Kom og oplev filmen, som tog verden med storm og blev årets store Oscar-vinder med hele seks priser.

I filmen møder den håbefulde kvindelige skuespiller Mia jazzpianisten Sebastian i en bilkø, og langsomt udvikler de et forhold, der får hele byen Los Angeles til at synge og danse. Parret forelsker sig for fuld musik, men deres respektive drømme forløber ikke helt som planlagt i byen, hvor vejen er brolagt med knuste hjerter.

Filmen er fra 2016 og er en blanding af et drama, en komedie og en musical. Anmelderne flød over med roser som: "Allerede fra åbningsscenen er Damien Chazelles musical "La La Land" en overbevisende og totalt opløftende fornøjelse, som anbefales enhver, der kan undvære alvor et par timer." Eller: "Søg hjertelæge, hvis du ikke forelsker dig i filmen." Filmen er en moderne musical med menneskelig dybde. Spilletid: 126 minutter.

The Lunchbox - tirsdag den 24. oktober

The Lunchbox er en vidunderlig indisk "feel good" film i den meget begavede ende.

I Mumbai modtager den pensionsmodne enkemand Sajaan ved en fejl den frokost, som husmoderen Ila har tilberedt til sin mand. Sajaan spiser "madpakken", som smager så himmelsk, at han føler sig nødsaget til at lægge et takkebrev i madkassen til Ila. Dette bliver startskuddet til en omfattende brevudveksling, der giver Sajaan og Ila mulighed for at udtrykke deres inderste tanker og følelser. Vi får et meget fint indtryk af livet i en indisk storby på godt og ondt, og også et fint indtryk af kvindernes liv i et forholdsvist patriarkalsk samfund.

Filmen fungerer som et charmerende indisk match til Babettes Gæstebud: Hvad kvinder og mad ikke kan? Spilletid: 104 minutter

Luther - onsdag den 22. november

Det er sandsynligvis ikke gået nogens næse forbi, at vi i år fejrer Reformationsjubilæet og dermed Martin Luther.

Derfor skal vi se Eric Till's film om Luther fra 2004. Martin Luther er en præst med faste principper, der vil gøre op med den katolske kirke i 1500-tallet. Det synes det etablerede præsteskab selvfølgelig ikke om, men Luthers tanker vinder gehør i befolkningen, og takket være opfindelsen af bogtrykkerkunsten bliver hans ord spredt viden om. Det er en historisk film om Martin Luther og hans brud med den katolske kirke under reformeringen.

Filmen har fået blandede anmeldelser, men den er jo et must lige netop i år. Vi bliver klogere på beretningen om grundlæggeren af vores kristendom og hele baggrunden for Luthers opgør med den romerske kirke, og skuespilleren Joseph Fiennes har fået meget fine anmeldelser for sin rolle som Luther. Spilletid: 120 minutter

De næste filmaftener

24okt kl. 19:00

Filmaften i Stalden: The Lunchbox

24okt kl. 19:00
29okt kl. 10:30

Gudstjeneste i Skelby Kirke

Plant et træ - reformationsjubilæum

29okt kl. 10:30
22nov kl. 19:00

Filmaften i Stalden: Luther

22nov kl. 19:00
30nov kl. 19:30

Julekoncert i Gunderslev Kirke

Medvirkende: Allan Mortensen og Lene Nørrelykke

30nov kl. 19:30